Fra altandør mod køkken og badeværelse i bunden til venstre. Kig til gangen mellem skorsten og badeværelsesvæg.
Og fra køkken mod stue og altandør – her er ikke de store synlige forandringer. Men tro os, vi er kommet langt:-)
Der er kommet lysninger op. Her ses stuevindue mod gården.
Her ses gangen mod entredør – badeværelse til højre i bunden, soveværelse til venstre.
Og her er vores flotte altan.
Vi har købt Selma et barndomshjem.
Og det skal sættes totalt istand over de næste tre måneder. Nogle vil sige, vi har taget munden meget fuld med en fire måneder stor (STOR!!!!8 kg) baby og istandsættelse fra a-z, og det har vi også. Men man kan ikke planlægge sig ud af alt, og nu faldt vi lige over lejligheden, som vi kunne forestille os i, og så må man slå til. Vi tror nu også op, at vi kan magte det hele.
Nok koster det os nogle dyrebare måneder med Selma, men til gengæld får hun et fantastisk og nyt hjem med altan, baggård og plæne, og endda på stille vej. Men hvad er ikke stille ved siden af Nørrebrogade? Og så STORtrives hun, så jeg tror ikke hun kommer til at lide nogen nød.
Hun er simpelthen det mest vidunderlige, nemme og dejlige lille barn, vi kunne drømme om. Tænk, at vi skulle være SÅ heldige at få netop hende. TAK TAK TAK TAK tak.
Her er lidt fotos til de nysgerrige:
gæsteværelse/Selmas værelse FØR (hvor det var stue)
gæsteværelse/Selmas værelse sidenhen (skal blive til to rum)
Stue FØR
sidste tapet/stue I DAG
- og bare mere og mere dejlig! Men der er stadig ikke tid til de store skriblerier. Men vi har det fantastisk, med alt hvad forældrerollen og familielivet byder på af skønne og frustrerende nye sider af livet. Men ét er sikkert, der er ikke længere noget FØR Selma. Vores liv begyndte, den dag hun kom til verden. Det havde jeg ikke forudset ville føles sådan, men sådan føles det!!!
På opfordring.
Det er ikke så nemt, som før, at få skrevet på bloggen. I særdeleshed ikke, når man har en lækker og velduftende, men sovende 5,5 kg baby på armen, der ikke vil sove andre steder. Så det er ikke fordi tankerne ikke opstår længere, men fordi moderskabet kræver en vis dedikation, der ikke giver samme mængde tid og plads til andre ting, somat skrive her. Og den tid, der er, går til andre prioriterede påfund som mad, bad, påklædning, mail- og telefonkorrespondance med venner og familie, tøjvask, oprydning, opvask, avislæsning, rengøring, afslapning, hvil – i den rækkefølge. Jeg havde nok forestillet mig, at man havde mere frihed til at gøre nogle af de samme ting som før NÅR man havde behov og lyst, men sådan er det ikke her i starten. Og det kan godt være lidt frustrerende at vænne sig til. Ikke desto mindre er det livet med et barn, og jeg prøver derfor at gøre en dyd ud af det, som nu en gang er min fornemste opgave, nemlig at være en god mor for Selma. Som lige er vågnet………….
at hun vejede 3930 g og var hele 55 cm i længden, så jeg tror ikke jeg fortryder aldeles at det blev et kejsersnit, der fik hende til verden. Sikke en BAMBOLA!!!!!! Smuk og lækker, og så satte hun sig på tværs af normen, og derfor måtte man ty til det royale snit (som jo intet har med de gejstelige at gøre, I know). Ikke det vi havde drømt om, men de bestemmer jo til dels selv, de små himmelske væsner.
Og nu vokser hun sig bare stor og sund for hver dag, der går. Det er skønt at være forældre til så sød og dejlig en baby.
Sådan ser hun så ud, vores lille prinsesse, som kom til verden den 06. april 2009 kl. 17.17 i den fineste stand! Og som faren skriver: vi er helt trætte i kinderne af at smile! Hun er intet mindre end vidunderlig. Men det skal man vidst synes som forældre… Og vi har det alle godt og er glade for endelig at være hjemme igen.
God påske.
Originally uploaded by kokoline
Hvilket betyder at jeg er gået ind i uge 40 og at i dag er dag 3. Jeg har hermed ingen forventninger til hvilken dag det skal eller kan ske….de gik alle sammen på fredag eller i går søndag den 29. marts 2009. Så nu er jeg åben, afventende og så småt utålmodig:-) Og det er jeg vidst ikke ene om!
Jordmoderen skønner at vores barn vejer 3400 g og siger at det stadig står bevægeligt og højt. Altså at alt er som det skal være, i den skønneste orden. Og skønt er vejret og årstiden, og skønt bliver det at finde ud af, om det er en Storm eller en Selma – nysgerrigheden er så småt ved at få sit tag i mig. Skønt bliver det at blive forældre, selvom jeg bare ikke kan fatte – få ind i a’ kålrabi – at det her skal ende ud med et barn. Men det skulle det efter sigende 
Dagene er stadig mine, de er stadig dejlige og kreative, givende også på gæster, så jeg keder mig bestemt IKKE – bare nyder nyder nyder. Og når jeg har en fritime, så sprudler det med ideer, som nu denne her mobile, jeg lige fik strikket sammen af en gammel træbøjle, jeg malede og udstyrede med nogle stof- og papirbetrukne skumpap-svampe trukket på guldsnor pyntet med træperler i alskens farver. Violà! Er sikker på, at babyen kommer til at synes den er fin at ligge og kigge på, mens den skal pusles.
Originally uploaded by kokoline
Originally uploaded by kokoline
- Spørger jeg mig selv, efter i nogle dage at have været klar. Altså på at tiden nærmede sig. Og så er det pludslig blevet svært igen, eller svært ikke HELE tiden at spørge mig selv: er det nu? Eller nu? Eller hvornår mon det bliver? Jeg er et stort spørgsmålstegn, der igen kæmper med bevidstheden om, at det her er ude af mine hænder. Det er ikke længere mig, der bestemmer. Om jeg har det godt med det? Hvad tror du? Kontrol-freak number 1, som jeg er. Selvfølgelig er det lidt utrygt, mærkeligt, en skræmmende tanke, tankevækkende, ubeskriveligt stort. Det blev underligt nok svævende mærkeligt, fordi min kære veninde Gull-Mai for en uge siden fødte sin lille (sølv-)Kai. Og hun havde termin efter mig, så der blev der lige vendt op og ned på verdensbilledet. Dér blev jeg lige mindet om, at det altså ikke er mig, der bestemmer.
Originally uploaded by kokoline
Men vi glæder os også, selvfølgelig gør vi det. Men forestil dig, at du har kæmpet for noget i over tre år, og endelig får du det. Det er vel ikke så underligt, at vi har brug for at give os god tid til at pakke ‘gaven’ ud. Jeg har ihvertfald…Abel er, indrømmet, langt mere fremmelig end jeg på det punkt….brug for at tage den med ro. Gå tiden helt ud.
Originally uploaded by kokoline
Tid. Tiden er ved at være løbet ud, snart 38 af 40 uger er gået med smil og velvære og lykke, og der mangler ikke mange krydser på huskelisten. Det skulle da lige være at tage den med ro lidt oftere og det betyder at det skal være slut med at bakse hele lejligheden rundt og gøre hovedrent…så er det godt, min mor var her til at hjælpe og at lejligheden ER pinligt indbydende ren. Så skal jeg huske at glæde mig over tosomheden lidt endnu. Det er heldigvis noget vi altid har, selvom vi længe har ønsket os at blive tre, så det er ikke en underskudskonto. Endelig skal jeg nyde de sidste stille morgener, som ender med at jeg faktisk kommer ud af sengen, får frugtfuld og rolig morgenmad og endelig kommer i noget tøj og kommer t i gang med dagens sysler, m.m., hvilket de på fødselsforberedelsesholdet forberedte os på kunne komme til at høre til sjældenhederne…lige her til at starte med. Og så skal der samles mod og energi til næste livsetape med Stormende Selma, som den allertætteste på vore hjerter herfra og til evigheden.
Originally uploaded by kokoline
- Og sådan ser ‘den’ så ud, tæt på og i profil i uge 37 dag 5 med sine lidt over 3 kilo og snart 50 cm. Jeg kommer til at savne den mave!!!!!!!!!!! Jeg kommer til at savne at elske min mave
Uge 36 dag 6 – vi har lige været til jordmoder og alt ser fint ud. Hun skønner babyen vejer 2800-3000 g og ligger med hovedet nedad – dog har den ikke sat sig fast endu, men ligger i det de vidst kalder ustabil fosterstilling, hvilket er typisk for tredje- og fjerdegangsfødende, men usædvenligt for førstegangs….Det er som om kroppen og babyen læner sig op ad en historik, som min krop ikke kan have, da jeg ikke har andre børn. Heldigvis betvivler Abel ikke dette faktum .
Men det er ikke alvorligt, blot årsag til at min egen læge troede, den havde lagt sig forkert for nogle uger siden, og altså havde vendt sig med hovedet opad. Men det har den ikke, den ligger bare og skvulper lidt, som det passer den. Så der har (IGEN) ingen grund været til mine tvivl og frustrerede tanker.
Det er dejligt!
Originally uploaded by kokoline
Det betyder så også at det er meget nemmere at ånde lettet op og overgive sig til følgende udtalelse: Jeg er klar! Jeg er klar, fordi de vigtigste ærinder i forbindelse med indkøb og forberedelserne er afkrydsede på et hvidt stykke papir; jeg er klar, fordi jeg har fået ro i kroppen efter en uges barsel; jeg er klar, fordi babyen er fødedygtig – har rette vægt, er fuldt udvokset og levedygtig; og jeg er nu endelig klar, fordi den ligger rigtig og fordi jeg har forlignet mig med at herfra er det IKKE længere mig, der bestemmer.
Jeg vil ikke beklage, hvis jeg får lov at gå mine fulde 40 uger, men det er også i orden, at det er ved at være tid til næste kapitel i vort liv. Okay, jeg vil gerne lige på den anden side af weekenden, og ideelt set hen til efter den 21. marts, men det skyldes blot risiko for sammenfald af kedelige datoer (min fars dødsdag) og andres datoer (svigerfar og Mischas fødselsdage), og ønsket om at få en lille vædder. Nogle vanvittigheder skal man vel have at gå op i?!!
